POV14
Helhedsplan, renovering bolig og uderum
Status: Under planlægning til udførelse
Smuk hvid murmestervilla med herskabelige træk.
Ved ankomsten til huset mødes man af en markant meget bred og høj bøgepur. Denne forslås reduceret til klassisk hækbredde, hvilket gør, at der skabes plads og rum til opblødende beplantning, trailerparkering, skraldeskjul og bedre cykelopbevaring.
Terrasserummet omkring huset fungerer ikke optimalt i sin nuværende form. Husets sokkel er høj og der er i dag etableret to løftede separate terrasser, som skaber et fragmenteret uderum. Samtidig er begge plateauer højtliggende, så de i brug nemt føles udsat for indkig.
Udgangen til terrassen mod haven flyttes fra køkken til spisestuen. En trappe eller større repos danner adgang til en lavereliggende træterrasse, som breder sig ud i haven og videre om til siden af huset og dermed skabes der et sammenhængende udemiljø i niveau. Ophold på terrassen vil dermed fremadrettet føles mere privat og beskyttet.
Der er et ønske fra bygherres side om at få det lidt smalle køkkenrum åbnet op og koblet sammen med spisestuen og den øvrige stueetage. Specielt er der fokus på sammenhængen og samspillet i hverdagen. For at skabe et mere regulært køkkenrum forslås det at (gen)etablere vitrinerum i den bagerste del af det nuværende køkken. Dette greb skaber et mere generisk rum, som er lettere at indrette og giver et mere harmonisk helhedsindtryk. Køkken indrettes med en lav side mod haven og med de højere elementer modsat.
Det ene værelse på 1. salen bliver delt af to mindre drenge og der savnes en løsning, som kan dele rummet op, så der bliver mulighed for også at skabe to mindre mere private rum til de to drenge. Her er det tegnet to mulige løsninger. Den ene løsning er en køjeseng, der på den ene side åbner sig op i den lave side og på modsatte side udelukkende fremstår som en høj seng. Sengen trækkes fri fra det eksisterende vindue, hvor der laves rum til at placere stigen til den høje del af sengen. Løsning to er en mere traditionel rumdeler med integreret skriveplads og opbevaring fra begge sider.
Badeværelset udvides ved at inddrage et lille depotrum, som i dag ligger i karnappen og skunken i forbindelse med badeværelset, hvilket gør at der bliver plads til blandt andet badekar og separat brus.
På første salen er der mellem trappeopgang og fordelingsgang yderligere en væg med dør, som er et levn fra huset har indeholdt lejligheder. Denne nedlægges for at skabe mere rum og lys på reposen og for at gøre plads til en bedre trappeløsning til anden salen end den eksisterende loftsstige. Rummet åbnes til kip hvilket giver luft og lys og for at skabe gennemgående lysindfald etableres væg eller dør til anden salen med glasflader, så lyset kastes gennem de modstående veluxvinduer ned til karnappen. Anden salen indrettes med to rum. Det ene tiltænkt børneværelse og det andet som ekstra værelse til opbevaring, kontor eller lignende.